”Tar du imod en udfordring??” Ordene var Hannes en dag i november, hvor vi stod overfor tilmelding til årets tur med Dan Frost til Mallorca for lige at tjekke de små bjerge på øen. Udfordringen var nu noget helt andet end Mallorca, og jeg tog den…..
Tidligt mandag morgen den 27. juni startede så turen til udfordringen, som var årets store cykelmål, La Marmotte – det vilde motionscykelløb i Alperne - hvor vi skulle prøve kræfter med en etape, som ikke engang Tour-feltet ville lægge ben til. Vi, fem gæve gutter og gutinder fra RCM, havde nemlig besluttet os for en trip med Ruby rejser, som ikke blot omfattede selve løbet, men også en let opvarmning over tre dage fra Nice til Alpe d’Huez – et smut på lidt over 350 km og +6.000 højdemeter.
Det blev en helt fantastisk tur, som vi sent vil glemme!
Kun få timer forsinket landende vi i Nice samme eftermiddag, for i bagende sol at samle cykler og klæde om til første lille tur – fra Nice til Annot, en lille by kun 80 km og 800 højdemeter borte. Allerede på dette tidspunkt begyndte jeg at undre mig over alt det vintertøj, jeg havde pakket ned i kufferten – og ikke mindst ærgre mig over, at de kortærmede trikot’er stadig lå hjemme i Helsinge… Solcreme havde vi heldigvis alle husket, og så af sted ud i den usandsynligt flotte natur sammen med 40-50 andre lige så skøre cykeltosser anført af tre yderst kompetente guider.
Både den dag og den næste blev præget af det varme klima, som om kap med bjergene sled på vores kræfter. Men selskabet og den smukke natur gav den nødvendige energi, så vi nåede allerede tirsdag eftermiddag vores andet overnatningssted, der lå superskønt lige ved søen Savines Le Lac, som Tourfeltet i øvrigt skulle passere mindre end tre uger efter. Godt stegte var vi, men efter et par varme dage bød onsdagen så på mere danske forhold med skyer, lave temperaturer og endda regn og lidt blæst. Trods massiv kontrol på alverdens vejrsider blev vi alle overrasket, så midtvejs frøs vi med anstand…. Efter 125 km og 2300 højdemeter nåede vi alligevel foden af den frygtede stigning op imod Alpe d’Huez – og det bjerg skulle jo bare bestiges, for deroppe skulle vi bo de næste fire dage J
Det gik jo, men torsdagen bød på ømme lår og stive ben…. Pyt, tænkte vi, for med to hviledage inden det store løb kunne vi vel nå at restituere – uden at tænke på, at netop disse to dage ville blive enormt hårde, for skiftet mellem café med kaffe, spisested med frokost, shopping, ny café og igen nyt spisested med aftensmad var jo en kæmpe fysisk udfordring for os alle sammen – sikke et slid J
Dagene var hyggelige, men gæt engang hvad emnet for vores samtaler var…. Ja, rigtigt: LØBET – hvad skulle vi lægge i depoterne, hvilken mad skulle vi smøre, temperaturen på toppen af bjergene, hvordan angribe nedkørslerne osv osv – det var en kolossal mental udfordring at lade op.
Endelig blev det lørdag, og ved 6-tiden trillede vi ned til startområdet, igen ved foden af Alpe d’Huez i graders kulde(!) Her mødte vi de 6.495 andre deltagere og blev sendt afsted. Vejret blev (da solen fik magt) helt fantastisk – tænk, at der på toppen af Galibier i 2.640 meters højde var omkring 15 grader, og ikke en sky på himlen. Vintertøjet i depotet blev negligeret totalt, og turen gennemført med blot vindvest og løse ærmer i baglommerne. Det fører næsten alt for vidt at beskrive oplevelserne undervejs – der er kun eet at sige: PRØV DET SELV!
Følelsen når man krydser mållinjen er nærmest at sammenligne med en rus, og hvis I synes vi har været lidt (for) glade for at snakke om vores bedrift her bagefter, tror jeg roligt man kan love, at det hører med – sådan et løb gør én høj og opleves som en fortjent kulmination ovenpå en masse sur træning i det danske fladland, i modvind og med regnen lige i ansigtet.
Jeg tog imod Hannes udfordring, og det har jeg dælme ikke fortrudt – tak for provokationen, Hanne!